GalmstrupHviid blogger...

GalmstrupHviid blogger...

Ældresektoren – for meget fokus på det negative

ældreplejePosted by Doris Hviid Sat, December 10, 2016 08:55
Medierne dokumenterer svigt, Ældresagen er på krigsstien, det samme er oppositionen på Christiansborg, og den nye ældreminister er kommet i strid modvind allerede fra sin første dag i ministerstolen. Men debatten om forholdene på landets plejecentre skyder for det meste helt forbi skiven.

Ældresagen præsenterer endnu en overordnet 10-punkts plan. KL vil se nærmere på mængden af administrative dokumentations- og kontrolopgaver, mens FOA vil have mere personale på plejecentrene. Oppositionspartierne synes mest interesseret i selvpromovering og at sætte en ny regering under pres.

Fælles for disse indslag i debatten er, at de blot skraber lidt i overfladen. De bygger på formodninger og antagelser, men ingen af parterne har gjort sig den ulejlighed at stikke spaden dybt nok for at finde de reelle årsager til, at det nogle steder står skidt til med ældreplejen. Det gælder Ældresagen. Det gælder KL, FOA, Socialdemokraterne, DF og hvem der ellers har stået i kø ved håndvask eller nærmeste mikrofon i den seneste tid.

Hvorfor er der ingen, der gør sig den ulejlighed at se nærmere på de plejecentre, som lykkes med det, de gør? Det er der faktisk rigtig mange, der gør. For her er de grundlæggende værdier på plads. Her er ledere, der faktisk påtager sig lederrollen. Her er fornuftige arbejdsmetoder. Her er ildsjæle, som hjælper hinanden med at skabe værdige forhold for de allersvageste ældre.

Men de bliver helt glemt i debattørernes overfladiske skøjten hen over et dybt alvorligt emne. Personalet på de gode plejehjem bliver slået i hartkorn med dem, der ikke kan få dagligdagen og plejen til at fungere – og det er hovedrystende tåbeligt, når alle svarene på, hvordan vi faktisk skaber en værdig ældrepleje, findes lige netop hos de velfungerende plejehjem.

Al den nødvendige viden, ekspertise, erfaring og alle de nødvendige kompetencer, ideer, metoder mv. er allerede til stede i sektoren. Men alligevel tillader Ældresagen, KL, FOA m.fl. sig at fremture med letkøbte og selvopfundne overfladiske ’løsninger’ uden at undersøge, hvad der reelt skal til for at får den virkelige verden til at fungere.

Det er fire år siden, at Ældrekommissionen producerede en rapport. Siden har Christiansborgpolitikerne uddelt værdighedsmilliard mm., kommunerne har fået værdighedspolitik, men det har ikke for alvor flyttet noget. Så var det ikke på tide at bryde mønstret og gøre noget anderledes?

Det nytter ikke noget at bevilge en masse penge til noget, der ikke fungerer. Det får man kun mere, der ikke fungerer, ud af. Ældreplejen ville være meget bedre tjent, hvis ministeren, KL og FOA blev enige om at tage udgangspunkt i det, der allerede fungerer.

Det ville garanteret ikke koste i nærheden af en milliard at gennemføre en systematisk indsamling af gode resultater fra ældreplejen. Med lidt snilde kunne det blive til et inspirerende katalog af best practice, som virkelig kunne løfte den udfordrede del af ældreplejen til uanede højder.

Det er altid mest motiverende at tage udgangspunkt i noget positivt. Og det er på tide, at alle meningshaverne løfter blikket fra egen navle og anerkender den store indsats, der hver dag skaber værdige rammer for de svageste ældres sidste tid. Der er masser af eksempler at inspireres af. Men lige nu bliver de ikke formidlet – og i stedet bruger alt for mange rundt om i landet alt for meget tid på at opfinde dybe tallerkener.

  • Comments(0)//blog.gahv.dk/#post22
« PreviousNext »